Harms nummer 11 trods styrt

2010-09-07 Et styrt på fjerde omgang forhindrede ikke Robbin Harms i at score VM-point ved 11. afdeling af Supersport-VM på Nürburgring. Løbet blev vundet af Eugene Laverty.



Striben af top 5- og 6-placeringer endte brat, da Robbin Harms søndag eftermiddag styrtede under 11. afdeling af Supersport-VM. Alligevel nåede han målet, opnåede 5 værdifulde VM-point for en 11.-plads og bevarede sin 6.-plads i VM-kampen.

Robbin er sluttet på hhv. 5.- og 6.-pladsen i de seneste tre VM-løb og startede som nr. 11 på den legendariske Nürburgring i de tyske Eifelbjerge. Harms er ikke uvant med en startposition midt i feltet, men træning og tidtagning forløb ikke uden problemer.

- Vi kæmpede hele weekenden med at finde den rigtige opsætning af motorcyklen, fortalte Robbin Harms efter løbet på Nürburgring.

- Ved tidskørslerne kom vi på rette spor, og jeg sluttede som nr. 11. Under løbet kom jeg udmærket af sted, men jeg sloges med en problematisk gearkasse, som siden tvang mig ud i et styrt.

- Jeg var dog ikke mere skadet, end at jeg kunne børste gruset af køredragten, komme på cyklen igen og fortsatte løbet for siden at blive nr. 11, smilede Robbin Harms, der omgående sætter kurs med næste VM-udfordring, som er sæsonens næstsidste løb. Det finder sted 26. september på Imola-banen i Italien.

Resultatet betød, at Robbin Harms kunne fastholde sin 6.-plads i den samlede stilling, og han er kun 3 points efter køreren, der ligger på 5.-pladsen. I Supersport-VM får man som bekendt 25 points for en sejr, så den dyst er på ingen måde afgjort endnu.

Resultat, Supersport-VM, 11. afd. Nürburgring, Tyskland, 5. september 2010:
1. E. Laverty (IRL), Honda CBR600RR, 37m52,893s
2. K. Sofuoglu (TUR), Honda CBR600RR, +5,072s
3. B. Parkes (AUS), Kawasaki ZX-6R, +15,890s
4. F. Foret (F), Kawasaki ZX-6R, +16,911s
5. C. Davis (GB), Triumph Daytona 675, +28,380s
6. D. Salom (E), Triumph Daytona 675, +28,495s
11. R. Harms (DK), Honda CBR600RR, +1m24,011s

VM stillingen efter 11. afdeling:
1. K. Sofuoglu (TUR), 233 pts.
2. E. Laverty (IRL), 211 pts.
3. J. Lascorz (E), 168 pts.
4. C. Davies (GB), 137 pts.
5. D. Salom (E), 90 pts.
6. R. Harms (DK), 87 pts.

Tekst: Klavs Lyngfeldt

Du skal være medlem af bike.dk og logget ind for at kunne kommentere artiklen. Bliv medlem eller log ind.