Robbin bliver både kører og teamboss

2010-02-10 Robbin Harms indtager en ny rolle i forbindelse med årets Supersport-VM, der løber af stablen i Australien sidste weekend i februar. Nu kan danskeren også skrive teamchef på visitkortet.


Når Supersport-VM årgang 2010 om få uger indledes i Australien, påtager Robbin Harms sig en helt nye rolle. I år optræder Harms ikke alene som kører på en Honda CBR 600 RR i den skrappe mesterskab, han sætter også foden under eget bord og påtager sig rollen som team-ejer og chef, dog hjulpet af sin far Per Harms.

- Jeg vil ikke påstå, at jeg for et år siden havde set mig selv som teamchef og teamejer, siger Robbin Harms.

- Men omstændighederne ville, at det var det rigtige skridt at tage. Det er set før, at dygtige kørere har formået både at kunne køre selv og samtidig fungere som teamchef. Det er en stor opgave, men omvendt også en meget stor tilfredsstillelse, når projektet lykkes.

Gennem en karriere der startede, da Harms var blot otte år gammel, har Robbin opnået stor erfaring baseret på deltagelse i bl.a. 125-VM og i de seneste år i Supersport-VM. Han ved, hvad der skal til at skabe et perfekt arbejdende team, og lige siden beslutningen om at etablere eget team blev truffet, er der blevet arbejdet intensivt for at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Det nye Supersport-team hedder Harms Benjan Racing og består foruden Robbin Harms selv af erfarne mekanikere fra Holland. I praksis er der tale om, at Harms har opkøbt dele af det team, som han kørte for sidste år, og navnet "Benjan" har rødder tilbage hos teamets oprindelige grundlæggere. Det privatejede team har også sikret sig opbakning fra Honda og er baseret på indskud fra en række private investorer, hvis betydning er afgørende for teamets succes.

- Det projekt, vi har sat i gang, er virkelig spændende. Det kan alene lade sig gøre fordi private investorer har troen på mig og på projektet – og dermed har de aktivt medvirket til at igangsætte historiens første danske Supersport VM-team, siger Robbin Harms og tilføjer, at eksponeringen af teamets præstationer bl.a. sikres ved at alle løbene i Supersport VM bliver vist på Eurosport og/eller Eurosport 2.

Supersport-VM-sæsonen begynder på Philip Island-banen syd for Melbourne i Australien i weekenden 27.-28. februar. I alt køres der 13 løb rundt om i verden med finale på Magny Cours-banen i Frankrig den 3. oktober. Men det nye danske team er i aktion allerede i dagene 21.-22. februar, hvor der testes netop på Philip Island.

- Jeg ser frem til at svinge benet over jernhesten igen på Philip Island, siger Robbin.

- Det er en bane, jeg trives på og hvor jeg tidligere har opnået gode resultater. Det bliver ret spændende at se, hvor stærke vi er, første gang det går løs.

Tekst: Klavs Lyngfeldt

Du skal være medlem af bike.dk og logget ind for at kunne kommentere artiklen. Bliv medlem eller log ind.
2010-02-11 08:26 Af: Ace
Stærkt! Vi elsker nye (danske) initiativer, til gavn for vores allesammens yndlingsinteresse - motorcykler!
2010-02-14 14:37 Af: BigSpender
Jaaaaaaaaah........... SÅ finder knægten da ud af hvad crashstumper koster
2010-02-17 15:05 Af: camb1973
GODT GÅET....!!!! Håber på de bedste resultater både på og udenfor banerne...........
2010-02-21 10:06 Af: BigSpender
Phillip Island Official Test - Supersport 2nd Session -Harms 14.ér +2,6sek.
2010-02-21 11:23 Af: hayabusaknudsen
Ja ja. Så kan han prøve at vælte med både en mc og et team....Vil nogen sikkert sige. Jeg synes nu det er meget frisk af Harms. Lad os se hvad der sker.
2010-02-21 18:28 Af: MrSmith
synes du har en fornuftig indgangsvinkel her, Knussen........
2010-02-22 14:54 Af: kregger
Mandag Harms 9 er + 1.4 sec
2010-02-22 20:34 Af: MrSmith
som knussen siger:
lad os se hvad der sker...
2010-02-22 20:34 Af: MrSmith
som knussen siger:
lad os se hvad der sker...
2010-02-22 20:44 Af: MrSmith
fornuftige udsagn kan ikke gentages for tit.....