Aprilia, Derbi, Gilera, Moto Guzzi, Piaggio og Vespa hos én ny importør

2010-01-11 Efter måneders spekulation kan Bike nu afsløre, at importen af samtlige Piaggio-mærker overtages af belgiske Moteo, som etablerer et dansk salgskontor.



Fra den 1. februar 2010 repræsenteres Piaggio-mærkerne Aprilia, Derbi, Gilera, Moto Guzzi, Piaggio og Vespa i Danmark af én og samme importør. De seneste år har importen af disse mærker ligget hos Itago A/S (Aprilia og Moto Guzzi), C. Reinhardt A/S (Gilera, Vespa og Piaggio) og Carl Andersen Motorcykler A/S (Derbi). Men nu samles alle mærker under ét i en nyetableret dansk afdeling af det belgiske selskab Moteo.

Moteo er en del af Alcopa Group, som blev grundlagt i 1937, og virksomheden er en af Europas største distributører i den 2-hjulede branche. Alcopa har også selskaber i automobilbranchen og kontormøbelbranchen, ligesom den besidder ejendomme i hele Europa. Virksomheden omsætter årligt for 1,2 mia. euro og opererer i Belgien, Holland, Schweiz, Frankrig, Tyskland, Portugal, Luxenborg og Sydafrika. På disse markeder er de distributører af Piaggio, Aprilia, Moto Guzzi, Derbi, Gilera, Peugeot, Tomos, SYM og Suzuki.

Den danske afdeling af Moteo bliver udelukkende et salgskontor, og man forventer at være klar den 1. februar 2010, hvor kontrakterne med de tidligere importører udløber.

- Der bliver tale om en langsom opstart, hvor vi gør plads til, at gamle lagre bliver solgt ud, siger Bike's kilde, som bliver administrerende direktør i den nye virksomhed.

Han understreger dog, at man også vil lagerføre nye 2010-modeller, for restlagrene hos tidligere importører er i mange tilfælde helt tilbage fra 2007.

- Den endelige aftale med Piaggio Group kom meget sent i stand, så det bliver svært at få alt klar til den 1. februar, men vi har fokus på at få reservedelssystemet op at køre, så nuværende ejere kan få serviceret deres cykler.

Reservedele bliver håndteret fra Moteo's lager i Belgien, hvilket sikrer effektiv levering og giver få restordrer. Moderselskabet har et af Europas største lagre af reservedele og kan levere på 24 timer i hele Danmark.

Den nye importørstruktur med alle Piaggio-mærker under én hat bakkes fornemt op af Piaggio Group, som stiller manpower til rådighed i Danmark for at hjælpe med etableringen af den nye virksomhed. Det kommende år vil en medarbejder fra den italienske koncern en til to uger pr. måned give en hånd med på det danske salgskontor.

- Vi er klar til at præsentere en række spændende motorcykler, scootere og knallerter, og vi lancerer en prisstrategi, der specielt for motorcyklernes vedkommende bliver attraktiv. Vi glæder os til at give de italienske mærker en ny og velfortjent synlighed på det danske marked.

- Jeg er opmærksom på, at vi starter i et svært marked, og derfor har vi sat moderate mål for de første sæsoner. Men med vores setup har vi fokus på omkostninger, og vi har i Alcopa en stærk organisation og et superteam til backofficefunktioner i baglandet.

Yderligere info om forhandlerstruktur, webadresse m.m. følger.

Tekst: Klavs Lyngfeldt

Du skal være medlem af bike.dk og logget ind for at kunne kommentere artiklen. Bliv medlem eller log ind.